Udlændinge forbereder sig på at stemme til kommunalvalget

En demokratiskole i Struer skal forberede flygtninge og udlændinge til, når de skal stemme til kommunalvalget.

Eiman Hamzaek har været i demokratiskole. Her har hun forberedt sig på at stemme til kommunalvalget.
Eiman Hamzaek har været i demokratiskole. Her har hun forberedt sig på at stemme til kommunalvalget.
Foto: Hans Vittarp

Hvis alle de udlændige, der kan stemme i Struer, faktisk gør det, så er det stemmer nok til at afgøre to mandater i byrådet. 

For her til kommunalvalget er det ikke kun danske statsborgere, der kan stemme. Det kan flygtninge og udlændige også. Men der er meget at skulle lære, inden de skal sætte deres kryds. 

En af dem, der kan stemme, er Eiman Hamzaek fra Syrien, som har været i Danmark i tre år.

- Jeg kommer her for at lære mere om demokrati her i Danmark, og om hvordan jeg kan vælge, og hvordan samfundet og kommunen fungerer her i Danmark, siger hun.

Der bor over 1.400 udenlandske indbyggere i Struer Kommune. Mange af dem har stemmeret til kommunalvalget og til regionsvalget. Som EU-borger kan man stemme fra dag ét, og som ikke-EU-borger kan man stemme efter tre år. 

- Jeg har en ret, og den ret giver mig et ansvar til at blive et rigtigt medlem af samfundet, siger Eiman Hamzaek.

Stor opbakning til initiativet

Flere politiske partier og Struer Frivilligcenter er derfor nu gået sammen for at undervise nydanskerne i demokrati og kommunale opgaver. 

- Hvis vi siger til folk, at de skal tage ansvar og være en del af det her samfund, og de også skal bakke op om demokratiet og de demokratiske værdier, så er det også vigtigt, at man får et indblik i det for at kunne tage del, siger Rasmus Beltofte, der er daglig leder af Struer Frivilligcenter og initiativtager til demokratiskole. 

For mange af de fremmødte er det første gang, at de skal sætte kryds ved et demokratisk valg. Derfor fik de også lov til at prøve at sætte et kryds på en valgseddel og aflevere den i stemmeboksen.

Ligesom resten af landet må de dog vente til kommunalvalget den 21. november, før de kan stemme rigtigt.