Udkantspolitik ikke synligt på ministerlisten

Der bliver ikke plads til et landdistriktsministerium i den nye regering. Men det behøver ikke få nogen betydning, mener politisk kommentator.

johspoulsen_0.jpg

På den nye ministerliste mangler det nu tidligere ministerie for By, Bolig og Landdistrikter. Et ministerium, som indtil i dag blev varetaget af socialdemokraternes Carsten Hansen.

Ingen steder på listen over nye ministerier kan man øjne noget, der umiddelbart signalerer udkantspolitik. Det har fået socialdemokraternes Simon Kollerup til tasterne på Twitter, hvor han skriver:

- "Tillykke til de nye ministre! Jeg glæder mig til at samarbejde for et Danmark i bedre balance. Spændt på, hvorfor udkanten er glemt?"

Havde ingen reel betydning alligevel

Men fraværet af landdistriktsministeriet behøver ikke nødvendigvis have den store betydning, ifølge politisk kommentator, Johs Poulsen (byrådsmedlem for Radikal Venstre og tidligere folketingsmedlem). Han mener ikke, man kan kritisere den nye regering for at sløjfe netop det ministerium.

- Det ministerie har ikke haft nogen beføjelser, udover at skaffe penge til at rive huse ned. Det har skullet se ud af noget, men har ikke reelt betydet noget, forklarer han. Til gengæld bliver det vigtigt for de øvrige ministerier at holde fokus på området, mener Johs Poulsen. Og her kan det være en fordel med debuterende minister Esben Lunde Poulsen fra Ringkøbing-Skjern på posten som uddannelses- og forskningsminister.

- Her får man en person, der i hvert fald er opmærksom på problemstillingen, siger Johs Poulsen.

Har markeret sig meget på udflytning af offentlige arbejdspladser

Esben Lunde Larsen har undervejs i valgkampen markeret sig meget på at lave en ny afdeling af Politiskolen i Midtjylland.

- Det har nærmest været et løfte fra regeringen, at det ville man arbejde på. Og netop med hensyn til udflytning af offentlige arbejdspladser er det alle ministerområder, der kan levere. Og det har større betydning end fraværet af landdistriktsministeriet, mener Johs Poulsen.