Udflytning: Brug en fridag på jobsamtale i hovedstaden

Foto: TV MIDTVEST

Udflytning: Brug en fridag på jobsamtale i hovedstaden

Statslige arbejdspladser kommer her til landsdelen, men jobsamtalen foregår i København.

3.900 statslige arbejdspladser bliver udflyttet fra København til provinsen, men jobsamtalen foregår stadig i hovedstaden. Det kritiseres nu af fagforbundet Djøf Offentlig. Det skriver Jyllands-Posten.

Det er et mærkeligt signal at sende, at man ikke en gang gider bevæge sig til Jylland og bruge en dag her på jobsamtaler 

Fagforbundet undrer sig over, hvorfor deres jyske medlemmer, som vil søge de statslige jobs, skal bruge en hel dag på at tage turen til Sjælland for et job i Jylland.

- Det er et mærkeligt signal at sende, at man ikke en gang gider bevæge sig til Jylland og bruge en dag her på jobsamtaler. Hvorfor skal 20 af vores medlemmer tage hele turen fra forskellige steder i Jylland til København for f.eks. at søge et job i Styrelsen for Patientsikkerhed i Aarhus – i stedet for at styrelsen sender to mand til Aarhus for at klare samtalerne, spørger formand i Djøf Offentlig, Sara Vergo, til Jyllands-Posten.

Jeg fik at vide, at de ikke havde tid til at tage til Jylland

Avisen har været i kontakt med et af medlemmerne, som ønsker at være anonym. Hun har været til to jobsamtaler i hovedstaden, og her måtte hun selv bruge feriedage og egne penge på turen.

- Jeg fik at vide, at de ikke havde tid til at tage til Jylland, men at jeg selv skal bruge en hel fridag og næsten 1.000 kroner på at komme til København for at komme til samtale. Det, synes jeg ikke, er i orden, siger hun til avisen.

Afviser københavneri

Der er ikke tale om københavneri i det her tilfælde, hvis man spørger Styrelsen for Patientsikkerhed. De jobsøgende har været nødt til at tage til København, fordi styrelsen ikke har haft lokaler i Aarhus. Det bliver der lavet om på fra 1. april, hvor styrelsen får adresse i Smilets By. Derfor vil anden ansøgningsrunde ved Styrelsen for Patientsikkerhed foregå i Jylland.