Udflytning af statsjob giver permanent millionregning

Udflytningen af 4000 statslige arbejdspladser skulle sikre en besparelse, men nu tyder det på, at det vil give en årlig ekstraregning på 70 mio. kr..

Udflytning af statslige arbejdspladser
Foto: TV MIDTVEST

Udflytningen af næsten 4.000 statslige arbejdspladser fra København til provinsen skulle gerne være en overskudsforretning.
    
Det skyldes, at løn og husleje er lavere i provinsen end i København.
    
Alligevel viser det sig, at udflytningen af en række styrelser og myndigheder for fremtiden vil kaste årlige millionregninger af sig.
    
Det kan netavisen Altinget fortælle på baggrund af forespørgsler og aktindsigtsanmodninger til de 16 ministerier, der er berørt af udflytningen.
    
Alene på det grønne område viser oplysninger fra Miljø- og Fødevareministeriet og Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet, at udflytningen af statslige arbejdspladser ventes at give årlige meromkostninger på omkring 70 millioner kroner.

De permanente omkostninger kommer oven i den engangsregning på over 250 millioner kroner til flyttebiler og nye lokaler, som allerede er ved at blive betalt på de to grønne ministeriers områder.
    
Da der er tale om skøn, er tallene behæftet med en vis usikkerhed. Når de udflyttede institutioner ikke desto mindre ser ud til at blive dyrere at drive, har det en række forskellige årsager, fortæller Altinget.
    
Miljø- og Fødevareministeriet forklarer, at den samlede årlige ekstraregning på 46,6 millioner kroner skyldes, at “en række sammenhængende værdikæder og arbejdsprocesser opsplittes, hvilket medfører tab af synergi mv." og “tab af stordriftsfordele bl.a. IT-licenser, udnyttelse af bilpark og husleje".
    
Det har ellers været ventet, at udflytningen af arbejdspladser til provinsen over en bred kam ville give huslejebesparelser.
    
Regeringen meldte i forbindelse med den nylige rokade ud, at man i 2018 vil tage initiativ til endnu flere udflytninger end dem, der allerede er sat i værk.
    
Og skatteminister Karsten Lauritzen (V), der har været en central regeringsaktør i udflytningsbestræbelserne, mener, at udflytningen kan give mening, selv om den kommer til at koste skattekroner hvert eneste år.
    
- Det mener jeg bestemt. Naturligvis koster det noget, når man flytter 4.000 statslige ansatte, og det er fint, siger Karsten Lauritzen til Altinget.
    
Han advarer dog om, at det fortsat er svært at opgøre omkostningerne med sikkerhed.
    
- Vi vil have mulighed for at gøre regnestykket op, før man beslutter noget om yderligere udflytninger i 2018. Det kan vi ikke endnu, men jeg tør godt vove pelsen og sige, at dem, der frygtede, at det ville blive et kæmpe stort milliardbeløb, de vil ikke få ret, siger skatteministeren til Altinget.