Uden sele med 3-årig på skødet

En far får nu en bøde og et klip i kørekortet for at køre bil med sin 3-årige søn på skødet - begge uden sele.

180811PolitiKontrol.jpg

I disse uger har politiet særlig fokus på trafikken omkring landsdelens skoler. I forbindelse med skolestarten bliver der især kontrolleret for fart og seler. Onsdag morgen blev en far stoppet i en varebil ved Frøslev Skole på Mors. Han kørte uden sele med sin 3-årige søn på skødet.

- Han får en både på 500 kroner og et klip i kørekortet for ikke at have spændt sit barn fast, fortæller vicepolitikommissær Jørgen Christensen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Trænger til besøg af politiet

Jørgen Christensen koordinerer politiets skolestartsindsats. I Midt- og Vestjyllands politikreds 11 kommuner er der i alt 275 skoler. Politiet forsøger at nå ud til alle skolerne i løbet af kampagnen. Der er stor forskel på, hvor gode trafikanterne er omkring skolerne.

- I går nåede patruljen på godt en time at skrive 21 rapporter ved MC Holms Skole i Nykøbing, og det er rigtig meget, forklarer Jørgen Christensen.

Der var 18 voksne og to børn uden seler og en ulovlig knallert. Politiet fortsætter deres kampagne ved skolerne indtil den 2. september.

Se reportage fra politiets kontroller ved skolerne herunder:

1:50
Et nyt skoleår er begyndt. Det betyder mange nye små i trafikken. Derfor var der i morges politikontrol i Herning. Igen i år håbede politiet ikke på at skrive nogle bøder.