Uddannelsesekspert til kommuner: I begår en fejl

Det er en fejl, når flere kommuner lemper lærernes arbejdstidsregler. Det mener en af landets førende eksperter på området.

TV MIDTVEST kunne i sidste uge fortælle om flere midt- og vestjyske skoler, som har åbnet op for, at lærerne nu kan forberede sig derhjemme.

Den udmelding møder kritik fra en af landets førende professorer inden for uddannelsesforskning, Niels Egelund.

- Det ville være helt naturligt, at man et stykke tid efter, at en reform er trådt i kraft kigger på den og siger, hvordan har det egentlig virket, og så lemper man på noget. Men at begynde at lempe undervejs, synes jeg er en forkert vej at gå, siger Niels Egelund. 

Skoler vil tilbyde bedre arbejdsforhold

Kritikken kommer ovenpå, at TV MIDTVEST i sidste uge kunne fortælle, at flere regionale skoler har lempet på tilstedeværelsespligten, som ellers er en del af den omdiskuterede folkeskolereform. Reformen lægger op til mere tilstedeværelse på skolerne fra lærernes side, men det har flere midt- og vestjyske skoler altså set stort på. 

- Hvis jeg kan tilbyde bedre arbejdsforhold end andre, så får jeg de bedste lærere, og så får vi også de dygtigste børn og de mest tilfredse forældre ud af det her, og jeg har mindre bøvl, sagde skoleleder på Parkskolen, Jesper Møller. 

Men Niels Egelund mener, at kommuner og skoleledere har forhastet sig.

- Der er ingen tvivl om, at det her giver gladere lærere, og jeg kan også godt forstå, at skoleledere og kommuner vil vise en positiv holdning til det her og så lave justeringer. Men jeg mener stadig, at man skulle have ventet tre år, så man kunne have set effekten af skolereformen, siger han.  

 

02:10

Det er en fejl, når flere kommuner lemper lærernes arbejdstidregler. Det mener en af landets førende eksperter på området.

Luk video