Uddannelser får millioner til at få udsatte unge i arbejde

9,2 millioner kroner skal være med til at få flere udsatte unge i uddannelse, når de er færdige med deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Når de unge har færdiggjort deres uddannelsesforløb, overgår de til jobcenteret i deres hjemkommune.
Når de unge har færdiggjort deres uddannelsesforløb, overgår de til jobcenteret i deres hjemkommune.
Foto: Michael Bothager/MIBO/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at finde et job for unge med særlige behov.

Det forsøger fem uddannelsessteder nu at gøre noget ved. 

Med projektet 'Joballiancen' har de fem uddannelsessteder, der hører under Ligeværd, i fire år forpligtet sig til at sikre udsatte unge et job. Det skriver Foreningsfællesskabet Ligeværd.

- Vi er meget glade for, at vi nu får denne mulighed for at vise, at det faktisk kan lykkes at sikre unge på STU en plads på arbejdsmarkedet, siger direktør i Ligeværd, Esben Kullberg.

De fem uddannelsessteder har fået 9,2 millioner kroner til projektet, som bliver finansieret af en pulje fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Det er for unge, der er i gang med at færdiggøre en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).

0:36
Se indslag: Millionbeløb skal få unge med særlige behov videre fra uddannelse og ind på arbejdsmarkedet.

Mister kompetencer

Erhvervsskolen Vestjylland i Borris og PMU, et uddannelses- og botilbud for unge med særlige behov, i samarbejde med Morsø Kommune er blandt de fem uddannelsessteder. 

I Borris ved de alt om, at det er svært at få de udsatte unge i arbejde. Her forbereder de dem på det, ofte i form af flexjob.

- Når de har færdiggjort deres uddannelsesforløb her hos os, overgår de til jobcenteret i deres hjemkommune, og så oplever vi desværre ofte, at der ikke rigtig sker noget, og at de unge så mister de kompetencer, de har erhvervet sig under deres uddannelse, siger Mette Ulnits, der er socialrådgiver på skolen.

Hun tror på, at projektet vil give de unge en mere lige vej fra uddannelse til beskæftigelse.

Kun 14 procent af de unge, der færdiggør en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, kommer i arbejde eller videre uddannelse ifølge Undervisningsministeriets Benchmarkanalyse fra januar 2019.