Udbuddet af sommerhuse stiger

Nye låneregler fra 1. maj øger optimismen på markedet

2.915 sommerhuse er aktuelt til salg i Region Midtjylland. En stigning på 4,7 procent siden marts i år.
2.915 sommerhuse er aktuelt til salg i Region Midtjylland. En stigning på 4,7 procent siden marts i år.
Foto: Arkiv

Der er nok at vælge mellem for de mange danskere, der lige nu går og drømmer om at blive sommerhusejere. Lige nu er der over 12.400 sommerhuse til salg i Danmark, og af dem ligger de 2.915 i Region Midtjylland. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk

Udbuddet af sommerhuse i Region Midtjylland er siden marts i år, steget med 4,7 procent. I Region Nordjylland er der aktuelt 2.861 sommerhuse til salg, hvilket er en stigning på 4,5 procent siden marts i år.

- Udbuddet stiger typisk i forårsmånederne, fordi antallet af nye boliger peaker her. Spydspidsen er traditionelt set årets tredje måned, men det lader til, at april næsten har udlignet i år, og årsagen kan meget vel være, at påsken faldt sent, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk

Hun fortæller, at helligdagene giver potentielle købere mulighed for at bruge god tid på at orientere sig i markedet. Derfor vælger mange sælgere at banke til-salg skiltet i jorden lige inden påske, for at boligerne skal se så friske ud som muligt, og for at undgå for lang liggetid.

Selv om flere sælgere altså kæmper om kunderne, så er salget af sommerhuse generelt gået forrygende i årets første måneder. I alt blev der solgt 33 procent flere sommerhuse i første kvartal, sammenlignet med 2016.

Blandt ejendomsmæglerne og boligeksperter er der store forventninger til, at udviklingen vil fortsætte mange måneder frem. Det skyldes ikke mindst de nye regler om en øget lånegrænse for realkreditbelåning fra 60 til 75 procent af sommerhuse. Reglen trådte i kraft 1. maj.

 - Vi forventer, at det vil give salget ikke blot et lille løft, men et der vil kunne ses ganske tydeligt i salgstallene hen over sommeren og efteråret. De danskere,  der blot mangler den sidste smule luft i økonomien for at kunne byde på en bolig, bliver tilgodeset af reglen,  siger Birgit Daetz, fra Boligsiden.dk