Ud på landet med lægerne

Regeringen vil give regionerne mandat til selv at bestemme, hvor lægeklinikker skal ligge.

De praktiserende læger skal ikke længere have mulighed for at nedlægge veto i spørgsmål om, hvor en lægeklinik skal placeres.

Sundhedsminister Astrid Kragh (SF) siger forud for overenskomsforhandlingerne mellem Danske Regioner og de praktiserende læger, at det må være rimeligt, at regionerne skal kunne pege på, hvor i landet der skal være praktiserende læger og lægehuse.

- Rigsrevisionen har kritiseret, at regionerne ikke har de redskaber der skal til. De står med ansvaret og pligten til at sikre alle danskere en læge. Men de har ikke de redskaber, der er brug for, siger Sundhedsministeren til TV/MIDT-VEST.

Læge: Tvang virker ikke

Regeringen lægger med blandt andet det argument in mente op til at stække lægernes magt, for på den måde at bekæmpe manglen på læger i yderområderne i Danmark. Tove Holm, der er praktiserende læge i Holstebro - og bestyrelsesmedlem i Praktiserende Lægers Organisation -  er ikke begejstret over det pres Sundhedsministeren lægger på lægerne.

- Jeg mener, det er et dumt forslag, som ikke vil virke. Jeg tror ikke på, at tvang kan flytte læger ud på disse steder. Når man køber en praksis, så slår man sig ned for livet. Det vil man gerne have medindflydelse på, hvor skal være, siger Tove Holm.

I følge Praktiserende Lægers Organisation er der ca. 125 vakante lægepraksisser, hvoraf de 50 ligger i Nordjylland. På landsplan er der i alt 160 lægepraksisser til salg. 

 

02:11 Luk video