Ubemandede biblioteker er en succes

Det sidste år har biblioteket i Tarm været ubemandet og haft udvidede åbningstider. Det har betydet en stigning i udlånstallet.

Der er ingen personale på biblioteket i Tarm. Til gengæld er der åbent fra 7 til 22, og det har givet bonus. Udlånstallet er steget med 10 procent det sidste år.

- Der var noget betænkelighed, før vi startede, men folk har taget godt imod det. Vi har pæne udlånstal og pæne besøgstal, så på den måde kører det fint, siger afdelingsleder for Ringkøbing Skjern Bibliotekerne, Ritta Degn Olesen.

Samme tendens på Mors

På Morsø Folkebibliotek oplever de samme fremgang, siden de i september indførte selvbetjening i tidsrummet 17-22.

 - Vi kan se, at borgerne benytter biblioteket rigtig meget i den ubemandede tid. Især søndagen er en velbesøgt dag, siger leder af Morsø Folkebibliotek, Ilse Klink Jakobsen.

Selv juleaften var biblioteket i Tarm åben. Dog lukker det d. 31. december og 1. januar.