Ubåd gemte sig i Skagerrak: Kan der være nazi-guld ombord?

Efter krigen gik der rygter om topnazister, der flygtede i ubåde med store guldskatte. U-3523 var en af dem, der gik rygter om, og den er nu fundet.

Gert Normann Andersen har været med til at finde 450 forskellige vrag. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Det er et af de mere interessante fund, som Sea War Museet i Thyborøn har oplevet.

Det avancerede udstyr, som de bruger til at scanne havbunden, fangede forleden den tyske ubåd U-3523, der lå på 123 meters dybde ti sømil nord for Skagen.

Ubåden har boret sig ned i bunden efter at være blevet ramt af engelske dybvandsbomber den 6. maj 1945.

- Det er et af vores mere usædvanlige fund. Vi har indtil nu fundet næsten 450 vrag i Nordsøen og i Skagerrak, fortæller direktør for museet, Gert Normann Andersen.

Ubåden sank dagen efter, at de tyske styrker i Danmark, Nordvesttyskland og Holland havde overgivet sig. Ubåden var derfor ikke på krigstogt, men muligvis på flugt.

Helt usædvanligt ligger ubåden med forenden begravet i havbunden, mens agterenden stikker 20 meter op. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Mysik om lasten

U-3523 var af den nye og meget avancerede type XXI, som kunne have revolutioneret ubådskrigen, hvis flere både var blevet færdige i rette tid. 118 blev påbegyndt, men kun to nåede i aktiv tjeneste og ingen af dem i kamp.

Det store spørgsmål er derfor, hvem der var ombord, og hvad der var i lasten.

For efter krigen gik der mange rygter om topnazister, der flygtede i ubåde og medbragte guldskatte, og netop U-3523 var en af de både, som gav næring til rygterne.

- Det er en mystisk historie, for hvorfor tager de afsted, når krigen er slut? Netop den ubåd kan gå meget langt, siger Gert Normann Andersen.

Man kan ikke afvise noget som helst, men vi kan heller ikke bevise noget

Gert Normann Andersen, Direktør, Sea War Museum Jutland, Thyborøn

U-3523 havde en så stor rækkevidde, at den kunne være sejlet hele vejen til Sydamerika i et stræk. Men ingen ved, hvad der var målet for dens sidste togt.

- Man kan ikke afvise noget som helst, men vi kan heller ikke bevise noget, siger museumsdirektøren.

Må blive i dybet

Gert Normann Andersen har med sit dykkerfirma JD Contractor fundet stribevis af spændende vrag, og han fortæller, at der stadig er masser derude, som venter på at blive fundet.

- Der er rigeligt til ti liv, siger han.

Mange af de effekter, han har fundet, er blevet hentet op fra havets bund og kan nu ses på museet i Thyborøn. Det kommer dog ikke til at gælde den tyske ubåd fra Skagerrak.

- Nu er det en stor krigergrav, så der er ikke nogen, der får lov til at bjærge den ubåd. Det er jeg ret sikker på. Så skal det være de tyske myndigheder selv, der siger, at det vil de gerne have gravet op og undersøgt. Men jeg tvivler på det. Det bliver nok til en krigergrav for evig tid, siger Gert Normann Andersen.

02:53 Luk video