- Uacceptabelt vindmøllestop

Klima- og energiministeren bliver nu tvunget ind i sagen om stop for udbygningen af vestjysk vindkraft.

270810_Vindmolle001.jpg

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Jensen kræver nu, at klima- og energiminister Lykke Friis går ind i sagen om vindmølle-stoppet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

TV/Midt-Vest fortalte torsdag, at en storstilet vindmølleplan i kommunen er sat på stand by, fordi el-nettet ikke kan tage imod strømmen. Der bliver derfor ikke opstillet flere møller, før der er bygget en ny transformatorstation.

Mogens Jensen, der er opstillet i Herning-kredsen, undrer sig over situationen og spørger derfor ministeren, hvad hun vil gøre for at speede processen op.

- Det er jo ikke kun grøn energi, men også arbejdspladser, der går tabt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det skal tage tre år at bygge en tranformatorstation. Det kan og skal man kunne gøre hurtigere. Set man min stol ligner det sjusk, siger Mogens Jensen.

Han kalder det "skræmmende", at det kan komme bag på nogen, at der i disse år sker en kraftig udbygning af vindenergien.