Tyvstart på EM-billetsalg

Tyvstart på EM-billetsalg

Klokken 10 mandag formiddag tyvstartede DHF billetsalget til det, de kalder århundredets håndboldbegivenhed på dansk grund – EM i januar 2014.

Det danske håndboldforbund håber på solid opbakning til Danmark, når der om præcis et år skal spilles europamesterskaber i herrehåndbold i Herning, Aalborg, Aarhus og København. Danmark spiller alle sine kampe i Jyske Bank Boxen i Herning. Mandag klokken 10 tyvstartede DHF billetsalget til de første seks kampe, som Danmark kan blive deltagere i. I alt er 27.000 billetter sat til salg.

 - Billetsalget er gået over al forventning. Klokken 13.15 har vi solgt 7.573 billetter, fortæller DHF's billetansvarlige, Anders Sørensen.

Udsolgt når VM er ovre

Inden tyvstarten til billetsalget i dag havde DHF et mål om, at de kunne melde udsolgt af første del af billetterne, når lodtrækningen til EM-slutrunden foretages den 21. juni. Men med den gode start, så er det en anderledes optimistisk billetansvarlig, der spår om røde lamper af de første 27.000 billetter.

 - Min forhåbning er, at når VM er overstået den 27. januar, at vi så kan melde udsolgt af de første 27.000 billetter. Det ser meget positivt ud nu, og vi er rigtig glade for den modtagelse tyvstarten har fået, fortæller Anders Sørensen.

Håber på norsk og svensk deltagelse

De danske arrangører har allerede et kommercielt drømmescenarie for slutrunden om et år. Hvis både Norge, Sverige og Tyskland kvalificerer sig, drømmer forbundet om, at de tre lande vil kunne spille deres kampe i haller tæt på dem selv. Drømmescenariet er, at Gigantium i Aalborg kan lægge halgulv til Norges kampe, Brøndby Hallen til Sveriges kampe, og at NRGI Arena i Aarhus kan blive hjemsted for tyskerne.

 - Det er naturligvis de sportslige hensyn, der vægtes højest. Det er den sportslige sektion, der beslutter det. Men set med kommercielle og billetsalgsmæssige briller, så vil det kunne blive fantastisk at placere Norge i Aalborg, Sverige i København og Tyskland i Aarhus, siger Anders Sørensen.

Billetterne til de øvrige grupper, finalerunder og de resterende billetter til Danmarks kampe sættes i salg, umiddelbart efter lodtrækningen har fundet sted den 21. juni.