Tyveri: Stak af med 10 tons stål

Tyve er forrige nat kommet af sted med 110 stålplader med en samlet vægt på over 10.500 kilo fra stålvirksomheden Orla Hansen i Tarm.

Stålvirksomheden Orla Hansen i Tarm fik forrige nat ubudne gæster, som har stjålet 110 plader af Rustfrit stål til en samlet værdi på over 195.000 kroner. Pladerne måler 150 x 286 cm. og 104,9 x 286 cm. De er 3 mm tykke og vejer tilsammen over 10.500 kilo. Indbruddet er sket natten mellem onsdag og torsdag, men er først i dag blevet registreret af politiet.

Pladerne er lavet i specialmål kun til stålvirksomheden i Tarm, som bruger pladerne til at fremstille staldinventar og siloer.

Politiet har forsøgt at indsamle DNA spor på stedet, men vil meget gerne i kontakt med borgere som muligvis har set en større fragtbil køre med stålplader.

Lokalpoltiet i Ringkøbing kan kontaktes på tlf. 1-1-4.