Tyveri af værktøj: Håndværkere frustreret over lav opklaringsprocent

Mange håndværksmestre mener ikke, at politiets indsats er tilstrækkelig.

Søren Mogensen fra Holstebro har flere gange oplevet tyveri - ingen af sagerne er så vidt han er orienteret blevet opklaret. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

De danske håndværksmestre er hårdt plaget af ubudne gæster, der stjæler værktøj fra biler og byggepladser. 

Læs også Tyveri fra varebiler: Nu skal der gøres noget

Inden for det sidste år har 52 procent af alle el- og vvs-installationsvirksomheder været udsat for tyveri, viser en medlemsundersøgelse fra brancheorganisationen TEKNIQ. Mange af sagerne bliver aldrig opklaret, og det giver en stigende frustration i branchen.

- Nu skal jeg ikke blande mig i politiets arbejde - bortset fra at jeg har et håb om, at de kunne forøge opklaringsprocenten, siger Søren Mogensen, der er indehaver af Mogensen VVS Comfort i Holstebro og bestyrelsesmedlem i TEKNIQ.

Brancheorganisationen oplyser, at der på landsplan var 1987 anmeldelser om tyverier fra last- og varebiler i første kvartal af 2018. Til gengæld blev der kun rejst 62 sigtelser. I første kvartal af 2017 var der 1908 anmeldelser og 139 sigtelser.

Produktionen går i stå

I medlemsundersøgelsen fra TEKNIQ er det kun 27 procent af virksomhederne, der mener, at politiets indsats er tilstrækkelig. 

- Det er uheldigt, at vi ikke får stoppet den proces ude på byggepladserne med, at vi ikke kan have vores ting liggende. Det giver en afmagt, fordi produktionen går i stå. Og så mange penge er der heller ikke i byggebranchen, siger Søren Mogensen, der selv har oplevet tyveri flere gange. Ingen af sagerne er så vidt han ved opklaret.

- Vi oplever, at politiet optager rapport, og så oplever vi ikke ret meget mere. De er meget venlige, men derefter hører og ser vi ikke noget til sagerne, siger han.

Peder Bøndergaard fra Bøndergaard VVS i Holstebro har også oplevet ubudne gæster. Han mener, at mange af de stjålne varer ender i udlandet, og udtrykker forståelse for, at sagerne kan være svære at opklare.

- Det er selvfølgelig frustrerende, at man ikke får opklaret sin sag, men som så meget andet er det garanteret også et spørgsmål om ressourcer inden for politiet, og jeg har da også forståelse for, at for eksempel sædelighedsforbrydelser prioriteres højere end tyveri af værktøj.

Det har søndag ikke været muligt at få en kommentar til håndværksmestrenes frustration fra Midt- og Vestjyllands Politi. Politiinspektør Ole Henriksen vil have lejlighed til at studere politikredsens tal nærmere, inden han udtaler sig.

00:54

Interview med Søren Mogensen, bestyrelsesmedlem i TEKNIQ.

Luk video

Læs også Tre mænd havde traileren fuld af stjålet værktøj

02:45 Luk video