Tyveknægte hos produkthandler

35-årig litauer anholdt ved Aage Espersen & Søn i Skive.

080113_Kobber.jpg

Produkthandleren Aage Espersen & Søn på Svansøvej i Skive havde ubudne gæster på besøg natten til tirsdag.

Lokalpolitiet i Skive oplyser, at ejeren fik en alarm-melding på sin mobiltelefon kort efter midnat. Virksomhedens overvågningskameraer viste billeder af tre mænd, der gik rundt inde på pladsen, og politiet kunne kort efter anholde en af de tre.

- Han hoppede over hegnet og stort set lige ned i favnen på en af kollegerne. De to andre fik vi desværre ikke fat i, siger Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive.

Den anholdte er en 35-årig mand fra Litauen. Politiet formoder, at de ubudne gæster var ude for at stjæle kobber, men det er stadig usikkert, hvad der blev stjålet under det natlige besøg.

Aage Espersen & Søn havde også tyve på besøg i december. Dengang forsvandt der kobber for 200.000 kroner, og virksomheden installerede herefter et nyt overvågningssystem - et system, der altså betød, at der hurtigt blev slået alarm natten til tirsdag.

Den 35-årige litauer blev tirsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham i fire uger.