Tyveknægte anholdt

Politiet anholdt onsdag formiddag to litauiske mænd i Holstebro, i en bil fyldt med tyvekoster.

Haandjern-paa-politi4_0.jpg

Politiet fik onsdag formiddag en anmeldelse om, at en mystisk mand luskede rundt i villakvarteret omkring Agerbækvej og Elmeallé i Holstebro. Kort tid efter rykkede de talstærkt ud til området med hundepatrulje. Der gik ikke lang tid, før politiet pågreb en mand, som passede upåklageligt på det signalement, som de tidligere havde fået, og han blev anholdt og sigtet for to indbrudsforsøg.

Men manden var ikke alene. På parkeringspladsen overfor TV MIDTVEST, holdt tyveknægtens medgerningsmand, og han blev holdt tilbage af tre patruljevogne. Kassebilen var fyldt med tyvekoster, og politiet arbejder ud fra en teori om, at kosterne stammer fra et indbrud, som blev begået i Thisted i går.

- Vi er ret sikre på, at tyvekosterne stammer helt oppe fra Thisted. Derfor kigger vi langt omkring, når vi efterforsker det her. Når de nu er i Holstebro for at begå tyveri i dag, så tyder alt på, at de arbejder med en stor aktionsradius. Derfor betegner vi det her som en bred efterforskning, siger Gert Østergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Selvom tyvene ikke fik stjålet noget onsdag morgen, så vil Gert Østergaard ikke udelukke, om Thisted og Holstebro er de eneste sted, tyvene har været på spil.

- Nu vil vi ransage bilen, og se om de står bag andre indbrud, som har fundet sted i den seneste tid, siger Gert Østergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

De to Litauiske mænd bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør, med begæring om varetægtsfængsling. De bliver formegentlig dømt skyldige og udvist af landet.