Tyvebande anholdt i Skive

To tyve, der er mistænkt for at stå bag over 30 indbrud hos virksomheder i løbet af sommeren, er blevet anholdt i Skive. To andre gerningsmænd er stadig på fri fod

Haanjern-Paa_0_0.jpg

De to mænd, der er henholdsvis 41 og 25 år, blev anholdt mandag eftermiddag, mens de kørte rundt i en bil med trailer, der var fuld af tyvekoster.

Politiet mistænker dem for at stå bag en række indbrud hos blandt andet entreprenør- og VVS-virksomheder i Salling-området hen over sommeren, hvor der samlet er stjålet værdier for over en million kroner.

Hvilke genstande, tyvene har stjålet, vil politiet ikke fortælle, så længe der stadig er gerningsmænd på fri fod.

- Vi kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt, for vi er stadig på jagt efter ihvertfald to mænd, som har været med i gruppen, siger Kenneth Rodam fra lokalpolitiet i Skive.

De to mænd bliver fremstillet i grundløvsforhør tirsdag eftermiddag ved retten i Viborg.