Tyve tømte forretning for solbriller

Ukendte gerningsmænd stjal i nat solbriller for 75.000 kroner fra en optiker i Skjern.

Om det er på grund forårets komme er uvist. Men i nat forsynede ukendte tyve sig med solbriller for i alt 75.000 kroner fra Pers Optik i Bredgade i Skjern.

Ved midnatstid brød to til tre hætteklædte tyve låsen op, sparkede døren ind og gik målrettet efter solbrillerne.

Derefter forsvandt tyvene med kosterne i en mørk Ford Mondeo Stationcar. Alarmen i forretningen gik, men gerningsmændene var forsvundet, da politiet nåede frem.