Tyve tomlede og kom op at køre med politiet

Butikstyve troede de var sluppet væk fra gerningssteder og politiet, da de begik en fatal fejl.

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen

En vaks medborger i Skive spottede torsdag sidst på eftermiddagen to udenlandske mænd, som var i færd med at læsse et stort antal varer ned i en polsk indregistreret bil. Det foregik på p-pladsen ved Rema 1000 på Holstebrovej.

- Da det virkede mistænkeligt, slog borgeren alarm til os kl. 16:55, oplyser politiassistent Niels Bach fra politiet i Skive.

Da betjente kom frem til stedet, var der kun én mand tilbage. Patruljen undersøgte bagagerummet nøjere og fandt kolonialvarer i meget store partier. Derefter blev den udenlandske mand anholdt.

- En hundepatrulje blev også tilkaldt for at lede efter mindst en mand mere, siger Niels Bach.

Samtidig undersøgte politiet, hvor varerne var fra. De stammede fra Netto, Aldi og Rema 1000 i Skive.

- Vi tog så kontakt til butikkerne og ved at undersøge overvågningsvideo og gennem samtaler med medarbejderne i butikkerne, fandt vi frem til, at vi havde med en gruppe på tre tyve at gøre, fortæller politiassistent Niels Bach.

Efter at have undersøgt området uden held begyndte hundepatruljen at vende hjemad igen.

- Da støder den på Viborgvej på to udenlandske mænd, der står og tomler. Det ønske fik de indfriet, siger Niels Bach.

Han fortæller, at de blev kørt direkte til politigården i Holstebro, da det viste sig angiveligt at være de sidste to mænd fra tyverierne.

Det er tre hviderussere, som er blevet anholdt, og som nu vil blive sigtet for flere butikstyverier. De er 34, 31 og 28 år gamle. 

Hvad, der videre kommer til at ske i sagen, afhænger af, hvilken status udlændingene har.

- Hvis de har søgt om asyl, har de ret til at få ansøgningen prøvet inden udvisning. Hvis de udelukkende er kørt herop for at stjæle, kan de udvises med det samme, oplyser politiassistent Niels Bach.

De tre hviderussere bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør.