Tyve stukket af med bådmotorer

Trods besværet er det lykkedes ukendte gerningsmænd at løbe af med hele seks bådmotorer i Virksund Lystbådehavn. Politiet er på bar bund i sagen.

lystbaade.jpg

Det har krævet hårdt arbejde for de endnu ukendte gerningsmænd, der i perioden fra søndag til mandag har stjålet seks bådmotorer fra både i Virksund Lysbådehavn.

- De seks både lå alle til kaj i haven, men gerningsmændene har simpelthen trukket bådene på land og afmonteret motoren på de forskellige både, forklarer Jeanette Kolding fra Skive Politi.

Ikke første gang

Og det er ikke første gang, det sker.

- Det er desværre et sted, hvor vi tidligere har oplevet, at der forsvinder bådmotorer, siger hun.

Formanden for lystbådehavnen, Ole Boel, bekræfter, at de tidligere har haft ubudne gæster med et godt øje til netop bådmotorerne.

Politiet har umiddelbart ingen spor at gå efter. Og det kan undre, når man må formode, at det har krævet både tid og hårdt arbejde at slippe afsted med de seks motorer.

Hjælp fra borgerne

- Er der nogen, der har set eller hørt noget som helst, så hører vi meget gerne fra dem, lyder opfordringen fra lokalpolitiet i Skive.

Bådmotorerne svinger i værdi fra 3000 kroner og helt op til 20.000 kroner.

Se mere om denne og lignende sager i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30:

1:52
Motor-tyve er blevet en plage for Limfjordshavnene. Gang på gang forsvinder påhængsmotorer .