Tyve stjal luksusbiler for 1,6 millioner

JT Biler i Hammershøj fik besøg af ubudne gæster, der først stak af med nøgleskabet og herefter fire biler i den dyre prisklasse.

Tyvene forsvandt blandt andet med denne Mercedes.
Tyvene forsvandt blandt andet med denne Mercedes.
Foto: JT Biler

Det sker af og til, at tyve stjæler en meget dyr bil for at sælge den videre. Men at der bliver stjålet fire luksusbiler på én gang hører bestemt til sjældenhederne.

Det var ikke desto mindre, hvad der skete for JT Biler i Hammershøj natten til torsdag.

- Det er noget underligt noget. Man skulle tro, at nogen har bestilt sådan nogle biler, men det er bare min egen teori, siger Jørgen Thomassen, der ejer JT Biler sammen med sin søn Brian Thomassen.

De fire luksusbiler koster knap 1,6 millioner kroner. Det drejer sig om en Audi A4, en BMW 530, en Mercedes ML og en Volvo XC70.

Tyvene kom ind hos JT Biler ved at ødelægge porten, så de kunne kravle under den. De gik ind i værkstedet og stjal nøgleskabet, som de tog med sig og åbnede et sted uden for bilforretningen. Herefter vendte de tilbage og kørte væk i de fire biler.

Jørgen Thomassen fortæller, at tyvene forsvandt fra stedet i retning mod Viborg.

Ud over bilerne mistede forretningen også 18 sæt nøgler ved indbruddet.

Tyvene forsvandt også med denne BMW.
Tyvene forsvandt også med denne BMW.
Foto: JT Biler
... og denne Volvo.
... og denne Volvo.
Foto: JT Biler
Og en Audi.
Og en Audi.
Foto: JT Biler