Tyve stjal lamper for 100.000 kroner

Tyve ved Viborg har stjålet to PH-lamper for 100.000 kroners værdi ved Viborg.

Ny politibil, udrykning150713_0.jpg

Ukendte gerningsmænd har været på rov hos to virksomheder i Viborgområdet. Tyvene har ved to forskellige virksomheder stjålet to PH-lamper af modellen 'Koglen' til en værdi af omkring 50.000 kroner stykket.

Det er hos virksomheden Genan på Jegindøvej i Viborg og hos Mønsted Kro på Holstebrovej, at de to lamper er blevet stjålet.

Tyvene er målrettet gået efter de to lamper, og politiet i Viborg mener, at der er tale om bestillingsarbejde.

- Vi går ud fra, at det er samme klientel, der har begået begge indbrud, da de er sket med 20 minutters mellemrum, siger Poul Vestergaard Lau fra lokalpolitiet i Viborg.

- Det er længe siden, at vi sidst har set designtyverier her ved Viborg, siger han.

Der er blevet set en Porsche Cayenne kørende rundt i området omkring Viborg og Mønsted. Det er formodet, at Porschen er gerningsmændenes bil, eftersom den kører rundt med stjålne nummerplader fra en Toyota Aygo, der hører til ved Ans.