Tyve kørte fra politiet

Tre maskerede mænd stjal cigaretter i Ringkøbing - og kørte udenom politiets vejspærring.

RingkoebingPolitiBilExt_type1.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi oplevede natten til søndag endnu et eksempel på indbruds-tyve, der kørte så hurtigt og hasarderet, at politiet måtte opgive at følge med.

Tre maskerede tyve brød klokken 4.27 ind i Kvickly i Ringkøbing - med en donkraft fik de løftet gitter-porten ind til varehusets cigaretter, men udbyttet begrænsede sig til 8-10 kartoner.

Tyvene kørte fra stedet i en sølvgrå Audi - politiet fik kontakt med bilen ved Råsted, og der blev lagt sømmåtter ud ved kasernen i Holstebro. Men Audien kørte udenom, og biljagten sluttede ved Aulum, hvor politiet ikke kunne følge med længere.