Tyve blev afsløret da de ville sælge koster

Lokalpolitiet i Herning kom på sporet af to unge designertyve, da de forsøgte at sælge de stjålne varer.

To unge mænd kom i politiets søgelys, da de forsøgte at sælge en række tyvekoster. Arkvifoto
To unge mænd kom i politiets søgelys, da de forsøgte at sælge en række tyvekoster. Arkvifoto

To mænd på henholdsvis 19 og 22 år fremstilles i eftermiddag i grundlovsforhør.

Begge er sigtet for at stå bag et større designtyveri i Lind ved Herning. Det var et anonymt tip, der ledte politiet på sporet af de to unge mænd.

- Vi fik en anmeldelse om, at tingene var sat til salg, og så arbejdede vi derfra på at finde dem, der forsøgte at sælge tyvekosterne, forklarer Henning Præstegaard, der er politikommissær hos Herning lokalpoliti.

Tyveriet skete i dagstimerne fra en villa i Lind den 8. november. Der er i alt sjålet indbo for omkring en halv million kroner. 

- De er løbet med en masse designervarer. Der er blandt andet en del B&O-udstyr, Arne Jacobsen-stole og flere dyre lamper, lyder det fra politikommissæren.

Søger flere gerningsmænd

Tyvene kom ind i villaen ved at brække en dør op, og Henning Præstegaard mistænker, at de to sigtede ikke var alene om tyveriet: 

- Vi har en idé om, at de ikke har kunnet magte at fragte alle tyvekosterne væk alene. Det er et stort tyveri det her. Derfor foregår grundlovsforhøret også bag lukkede døre.

Han opfordrer eventuelle vidner til at kontakte politiet på tlf. 114.