Indbrudstyv ville flygte i taxa: Blev fanget af chaufføren

Der blev sent mandag eftermiddag begået en lang række indbrud ved Elsø på Mors. Indbrudstyven blev fanget af en taxachauffør og et vidne.

En mand fra Mors forsøgte forgæves at flygte i en Taxa.
En mand fra Mors forsøgte forgæves at flygte i en Taxa.
Foto: Flemming Christensen

En taxachauffør på Mors fik sig mandag eftermiddag en forskrækkelse, da en indbrudstyv pludselig ville med op at køre.

Det var en 26-årig mand fra Mors, der var på flugt, efter han ifølge politiet havde begået 17 indbrud omkring Elsø, men han blev altså stoppet, inden han nåede at komme væk.

- Der var et vidne, som så ham hoppe ind i en taxa. Vidnet og taxachaufføren fik sammen tilbageholdt ham, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Henrik Nielsen.

Manden blev anholdt klokken 17.17 i går eftermiddags.

Det var under afhøringen, politiet fandt ud af, at den 26-årige mand formentlig stod bag de mange indbrud på Mors. Gerningsmanden havde nemlig benyttet sig af den samme fremgangsmåde hele eftermiddagen.

- Han skaffede sig adgang til husene ved at knuse ruder og brække døre op. Så det stod hurtigt klart, at han havde flere indbrud på samvittigheden, siger Henrik Nielsen.

Manden fra Mors er nu sigtet for i alt 17 forhold. Han erkender 11 af dem.

Ifølge Midt- og Vestjyllands politi er der ikke andre gerningsmænd involveret i sagen.