Tyv stjal samme bil to dage i streg

To gange inden for to dage har en aalborgenser fået stjålet sin varebil i Skive. Han fandt den selv begge gange.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

En 59-årig mand fra Aalborg har lært at huske nøglen i bilen. 

Tirsdag aften parkerede han sin elvarebil på Strandtangen i Skive. Han lod nøglen være i bilen, og da han onsdag morgen skulle bruge bilen igen, var den væk.

- Manden gik selv ud og ledte efter bilen og fandt den om formiddagen på Havnevej ikke så langt der fra. Men nøglen er der ikke, siger Niels Bach, politiassistent hos lokalpolitiet i Skive.

Den 59-årige havde heldigvis en reservenøgle. Han parkerede bilen på Strandtangen igen, samme sted som dagen før. Denne gang huskede han at tage nøglen med.

Men gerningsmanden havde stadig en nøgle, og kl. 19.11 blev bilen stjålet igen. Bilens ejer så det og satte efter gerningsmanden.

Efter en kort biljagt smed tyven bilen fra sig på Violvej og stak af fra stedet. Det er uvist, om han stadig har en nøgle til bilen.

- Jeg har ikke set det før, at en gerningsmand to dage i streg stjæler samme køretøj. Det er en lidt speciel sag, siger Niels Bach.

Efterfølgende ledte politiet efter biltyven med hunde. Gerningsmanden var iført en sort dynejakke og en mørk hue.