Tyv stjal energidrik fra ølkusk

Tirsdag blev en af Carlsbergs ølkuske bestjålet i Skive.

chha.jpg
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Lokalpolitiet i Skive modtog tirsdag en usædvanlig anmeldelse. Omkring klokken 13 var en ølkusk blevet udsat for tyveri, mens han afleverede dagens øl-leverancer til en restauration i Sallinggade i Skive.

Mens kusken var inde på på restauranten, hoppede tyven op på ladet af den åbne lastbil, hvor han forsynede sig med Monster energidrik.

- Og den energidrik virker, for da han har forsynet sig, løber han fra stedet med to rammer under armen, oplyser lokalpolitiet i Skive.

Kusken måtte efterfølgende fortsætte sin leveringsrunde med lidt færre varer på ladet end planlagt.

- Det er jo desværre lidt i tidens ånd. At det nu heller ikke kan lade sig gøre at være væk i få minutter, lyder det fra politiet, der endnu ikke har fanget gerningsmanden.