TV MIDTVEST

Tyv plyndrede løs i Herning midtby

Tyven blev taget af en patruljevogn eftter flere vidner havde henvendt sig. Foto: Scanpix / Ida Marie Odgaard

En lokal tyv nåede omkring intet mindre end seks butikker, før han blev anholdt af politiet.

En travl tyv nåede at slå til seks steder i området omkring gågaden i Herning, før han blev stoppet af politiet.

Tyven, som er en 34-årig mand fra Herning, knuste ruderne i hele seks butikker for at bryde ind. Tre af stederne slap han afsted med mindre pengebeløb, og de andre tre steder kom han ikke ind. I løbet af bare to timer tirsdag aften kom han omkring Østergade, Smallegade, to steder på Skolegade og to steder på Fonnesbechsgade.

Plyndringstogtet sluttede dog for tyven, da han blev anholdt af en af politiets patruljevogne, som var blevet tippet af flere vidner.

- Han blev anholdt med en sten i hånden og friske sår på håndryggen, så han blev bogstavelig talt taget på fersk gerning, fortæller Bent Smedegaard fra Herning Politi.

Manden er kendt af politiet, som lige nu overvejer, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.