Tyv forsøgte at gemme sig i et træ

Politihund snuste sig frem til en mand, der ihærdigt forsøgte at gemme sig efter indbrud i lager i Hammerum (arkivfoto).

PolitiHund.jpg
Foto: Arkiv

En bosnisk mand troede natten til mandag, at han kunne gemme sig for ordensmagten ved at kravle fire meter op i et træ i nærheden af Midtjyske Motorvej.

Det kunne han måske også have gjort, hvis det ikke havde været for en politihund, der fulgte mandens spor på en strækning over 500 meter og ledte sin fører frem til træet - og så måtte bosnieren pænt kravle ned igen, hvorefter han blev anholdt.

Politiet kom på sporet af manden, da en patrulje tilfældigvis så to varebiler, der med lav hastighed kørte efter hinanden. Førerne af de to biler havde ikke den store lyst til at tale med politiet og forsøgte at komme væk ved at køre ned på motorvejen, men efter et stykke tid valgte den ene dog at stoppe.

Den anden varebil fortsatte med at køre, men på et tidspunkt sprang føreren ud af bilen, mens han lod bilen køre videre i første gear. Han løb gennem et skovområde, og så var det, at betjentene fik den udmærkede ide at sende bud efter en hundepatrulje.

De anholdte er begge bosniere - den ene bor i Vejle, mens den anden ikke er tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Politiet mener, at de står bag et indbrud i et lager i HI-parken i Hammerum, hvor der blev stjålet et jernkar og nogle jerntrapper.

Politiets jurister overvejer nu, om de to mænd på 33 og 34 år skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om fængsling.

***OPDATERET KLOKKEN 15.33***

Ved grundlovsforhør i Herning er begge bosniere blevet varetægtsfængslet i fire uger frem til den 31. august.