Tyv bakkede ind i politibil

Politiet overraskede tirsdag aften to østeuropæiske tyve som kom kørende i en bil fyldt med tyvekoster. Føreren af bilen valgte herefter at bakke ind i politibilen.

Haandjern-paa-politi4_0.jpg

Kl. 20.45 tirsdag aften kom en af politiets patruljer fra den Mobile Tyveri Gruppe (MTG) kørende ad Klosterlundvej i Engesvang mellem Silkeborg og Herning. Her stoppede de en tysk indregistreret Golf med to østeuropæiske passagerer. Men da betjentene steg ud af politibilen valgte den 39 årige litauiske fører at bakke voldsomt ind i politibilen og samtidig flygtede medpassageren ud over en mark.

Politiet fik hurtigt anholdt føreren og en hundepatrulje afsøgte nærområdet for medpassageren. Ham fandt de ikke, men til gengæld fandt de en pose med en stjålet bærbar computer og en masse smykker fra et indbrud anmeldt samme eftermiddag i Sørvad.

- Heldigvis kommer betjentene ikke til skade, men fordi føreren vælger at bakke ind i politibilen, kan han nu se frem til en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Den 39 årige østeuropæer bliver onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han altså bliver sigtet for både tyveri og vold mod tjenestemand.