Tyskere surfede i stormen

To tyskere trodsede stormen og tog en surftur i Ringkøbing Fjord i går eftermiddags. (Arkivfoto)

291013_surfer.jpg

To tyskere må have misset vejrudsigten i går, da de besluttede sig for at surfe en tur i går eftermiddags. Politiet i Ringkøbing modtog klokken 16.17 en melding om to surfere, der ikke var set i over en time.

Det viste sig at være to tyske surfere, der surfede ud fra Skaven Strand, der ligger i den sydøstlige del af Ringkøbing Fjord.

Klokken 16.28 ringede samme person tilbage for at melde politiet om, at surferne var kommet i land igen. Surferne nåede altså kun at være eftersøgt i 11 minutter, men de havde på det tidspunkt surfet i over en time.

I Hvide Sande målte DMI en middelvind på næsten 21 sekundmeter omkring klokken 16. Det vil sige, at de to tyskere surfede i det, der kaldes stormende kuling ud fra Beaufort-skalaen, der måler vindstyrker.