Tyskere endnu engang i havsnød på Vesterhavet

To tysktalende turister kom i havsnød ved kysten i Søndervig. Det er tredje gang på få dage, der er redningsaktioner ved Vesterhavet.

Det var livreddere på stranden, der fik turisterne ind på stranden igen.
Det var livreddere på stranden, der fik turisterne ind på stranden igen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

To badende tyske turister drev onsdag eftermiddag til havs på Vesterhavet 200 meter fra kysten i Søndervig.

- Vi fik meldingen klokken 14:50, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

- Men inden vi nåede til Søndervig, var de begge reddet i land i god behold, fortæller vagtchefen til TV MIDTVEST.

Redningsbåden fra Hvide Sande var på vej til stedet, men det var livredderne på stranden, der fik reddet de badende ind igen.

Inden de to turister vendte tilbage til deres sommerhus, blev de undersøgt i den tilkaldte ambulance.

- Det endte heldigvis lykkeligt, fortæller Anders Olesen, hvorefter han påpeger, at det ikke er første gang.

1:34
Livredder giver tips om badning i Vesterhavet.

Han nævner, at det kun er et par dage siden, at to redningsaktioner fandt sted syd for Hvide Sande – også med tyskere på havet.

- Jeg tror ikke, tyskerne kender forholdene. De bliver nok overrasket af brændingen og understrømmen. Der er forskel på Vesterhavet og Mallorca, understreger Anders Olesen.

Redningsaktionen blev afsluttet klokken 15:25.