Tyske turister valfarter igen til Søndervig

Sjældent er der udlejet så mange sommerhuse i Søndervig så tidligt på året som nu. Novosol melder allerede næsten udsolgt for maj.

tysketurister i Søndervig
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der er stille i Søndervig ugen efter vinterferien. Men fra påsken og frem valfarter tyskerne til vestkysten.

Sjældent er der udlejet så mange sommerhuse så tidligt på året som nu. Novosol melder allerede næsten udsolgt for maj. Selv mener firmaet at årsagen er et stort reklamefremstød i Tyskland, men en dansk turismeekspert mener, det bunder i noget helt andet.

- Landskabet er smukt og vi har hund, og for den er det rigtig fint. Det er også et dejligt hus, man kan leje med indendørs swimmingpool, siger Thomas Spielberg fra Berlin om fordelene ved at være turist i Søndervig.

Hos Novasol er halvdelen af alle sommerhusudlejninger i år allerede booket, og alene i maj måned må de snart melde udsolgt.

-Nu har vi sat kraftigt ind i år med tv-kampagnerne i Tyskland, som vi aldrig har prøvet før. Vi har kørt på RTL og andre store tyske tv-kanaler, og det kan vi mærke virker, lyder det fra Lars Christensen, der er ejerrådgiver ved Novasol Vestjylland.

Sidste år var et rekordår for de danske sommerhusudlejninger. På bare to år er antallet af udlejede sommerhus-uger steget med næsten 16 procent. Og den stigning, forudser branchen, vil fortsætte takket være tyskerne.

- Vi ligger på nuværende tidspunkt 16-17 procent foran sidste år på samme tid, lyder det fra  Lars Christensen, der understreger, at det især er kernefamilien med børn, som de henvender sig til.

Novasol og VisitDenmark brugte i efteråret 8 millioner kroner på den store tv-kampagne i Tyskland, som altså nu ser ud til at give pote. Men de mange udlejninger i et ustabilt dansk klima kan ifølge en forsker bunde i noget helt andet.

- Tyskerne vil enten blive hjemme eller blive i nordeuropa for at være sikre på at få den tryghed, som de gerne vil have. Så det er simpelthen en makrotendens, som vi ser slå igennem. Verden er usikker, og derfor søger man tryghed på sin ferie, siger Peter Kvistgaard, der er turismeforsker ved Aalborg Universitet.

Ifølge ham, så er der flere ligheder med de  tyske turisters besøgsmønstre nu og dom det så ud i 90'erne efter Berlinmurens fald.

- Der kunne man se et lignende tilfælde, hvor der jo var krig på Balkan, og hvor østtyskere, østeuropæere og også vesttyskere søgte mod egne destinationer i Tyskland, men også i høj grad i Danmark, siger Peter Kvistgaard.

Hos Novasol er de overbevist om, at den positive udvikling vil fortsætte.

- Den bølge vi er i nu, er mere holdbar. Det er simpelthen fordi, vi er en dejlig destination. Sommerhusferier det er noget, der passer familier, siger Lars Christensen.

Selvom det vestjyske hav og naturen  lokker, så har flygtningesituationen for nogle også noget at sige i forhold til valget af feriedestination.

- Det spiller selvfølgelig en rolle. Vi tager ikke til grækenland mere, fordi det ser slemt ud, det som sker dernede. Her er det meget ligetil og roligt, det er mere europæisk om man vil, siger Thomas Spielberg.