Tysk surfer reddet fra Ringkøbing Fjord

Det var tæt på at gå galt for en tysk surfer i dag, da han var ude og sejle på Ringkøbing Fjord.

Surfer.jpg

En midaldrende tysk turist kom tirsdag eftermiddag i havsnød, da han var ude og surfe på Ringkøbing Fjord. Han var sejlet ud fra Skaven Strand, men da han ikke var blevet set i noget tid ringede vidner 112. To både og en redningshelikopter blev sat ind i jagten efter den tyske surfer. Efter godt en time søgen fandt redningshelikopteren manden. Han sad på sit surfbræt, men kunne ikke selv komme i land.

- Det var et godt stykke ude på fjorden -  omkring tre sømil fra Skaven Strand, at redningshelikopteren fandt ham. Han havde det efter omstændighederne godt og kunne selv gå ind i ambulancen, da han kom i land, fortæller Lorentz Lauridsen fra Hvide Sande Redningsstation.

Den tyske surfer er i slutningen af 50'erne og blev kørt til sygehuset i Herning for at blive tjekket. Han havde været på fjorden i omkring tre timer, da helikopteren reddede ham i land.