Tydelige husnumre redder liv

Hjælp dig selv og andre med et tydeligt og synligt husnummer på dit hus. Dét kan betyde forskellen på liv og død.

COLOURBOX7633766_husnummer.jpg

I mørke kan dit husnummer være umuligt at se fra vejen. Og det er et stort problem, hvis beredskabet rykker ud for at hjælpe.

For selv om ambulancer og brandbiler har topmoderne GPS'er, så er det ikke altid nok. Det fortæller beredskabschef i Struer Kommune, Birgitte Buskov til DR Midt & Vest.

- Det er ofte, vi holder på landevejen og GPS'en siger: 'nu er vi fremme'. Så skal vi til at gætte, hvor huset helt præcist ligger henne, siger hun.

Gættekonkurrence koster dyrebar tid

I en akut situation er tiden dyrebar, og derfor er det særdeles alvorligt, hvis en ambulance ikke kan finde frem til den rigtige adresse.

Og faktisk skal der ikke meget til, for at gøre livet nemmere for ambulancechaufføren og på den måde barbere vigtige minutter af udrykningstiden.

- Den optimale skiltning er et tydeligt tal og meget gerne noget lys på det. Det behøver ikke være elektrisk, men nogle solceller, som kan lyse lidt op, det ville være så godt for os, siger hun til DR Midt & Vest.

Manglende husnummer kan udløse bøde

Ministeriet for By-Bolig og Landdistrikter har netop sendt materiale om husnumre til alle kommuner.

Det sker i forbindelse med den store effektivisering af Danmarks adresser, som er blevet rullet ud i år

Hvis du nægter at sætte et husnummer op, så kan du få en bøde på op til 5000 kroner.