Tvivl om milliontilskud til Thyborøn Havn

Formanden for Thyborøn Havn undrer sig over brancheforening.

Folketingets Trafikudvalg har bevilget 35 mio kr til en ny tørdok til Thyborøn Havn. Det forventes, at projektet vil kunne skabe 40-60 arbejdspladser samt et tilsvarende antal inden for andre brancher. Men nu er de mange arbejdspladser  pludselig kommet i fare. Brancheforeningen Danske Maritime mener nemlig, at støtten til tørdokprojektet i Thyborøn er konkurrenceforvridende og i direkte strid med EU-lovgivningen. Tidligere har transportminister Hans Christian Schmidt afvist, at der er blevet bevilget penge på et forkert grundlag.

 Bestyrelsesformanden i Thyborøn Havn, Karl Kristian Bro, udtrykker i dag stor undren over brancheforeningens indblanding og understreger, at der ikke er grund til at betvivle noget i sagen.

- Der foregår ikke noget fordækt i Thyborøn. Tilskuddet fra staten skal gå til det forberedende arbejde med bl.a. byggemodning og infrastruktur herunder uddybning, kajer, stensætninger m.v. i havnen. Derefter kan vi forberede og senere bruge havnen til dok-aktiviteter. Men nogen vil åbenbart stikke en kæp i hjulet og prøver derfor at forhale sagen, siger Karl Kristian Bro.

 Idéen med projektet er, at selve tørdokken opføres i havnen og agtes udlejet til operatører, som skal drive dokken uafhængig af havnedriften. Det samlede projekt forventes at blive på ca. 100 mio. kr. Statens tilskud på 35 mio. kr. skal kun bruges til det forberedende arbejde.

- Fiskefartøjerne er vokset meget i størrelse, og det er ikke længere muligt for de største fartøjer at blive serviceret på det eksisterende beddingsanlæg. Derfor kan vi ikke udvikle servicevirksomhederne yderligere i Thyborøn. Det er meget uheldigt, fordi vi ligger i et område, hvor det er vigtigt at fastholde og udbygge antallet af arbejdspladser, siger bestyrelsesformanden.