Tvis skal spille Europa Cup

For første gang siden 1983 skal der spilles europæisk damehåndbold i Holstebro.

Team Tvis Holstebro 2.jpg

Kvinderne fra Team Tvis Holstebro kan takke og neje pænt for Aalborg DH. Aalborg har nemlig sagt nej tak til at spille europæisk næste sæson. Det efterlader en plads til damerne fra Tvis, der for første gang skal spille europæisk.

- Vi er stolte over, at Team Tvis Holstebro for andet år i træk skal spille europæisk håndbold, og så håber jeg, at vi er med så langt i turneringen, at pigerne får lejlighed til at spille nogle af disse kampe i den nye arena efter nytår, siger direktør for Team Tvis Holstebro, Jacob Jørgensen.

Der er ikke spillet europæisk damehåndbold i Holstebro siden 1983, hvor Holstebro KFUM's damer spillede med i Europa Cup. Dengang blev det til et nederlag i første runde.

Det forventes, at Team Tvis Holstebros damer kommer med i EHF-Cuppens anden runde, der spilles 16. til 17. oktober og 23. til 24. oktober.