Tvis Holstebro henter ny playmaker

Den tidligere ligatopscorer i Norge, Anette Jensen, vender tilbage til dansk håndbold (Foto: Team Tvis Holstebro).

230515AnetteJensen1.jpg

Selv om store profiler som Kristina Kristiansen og Ann Grete Nørgaard forlader klubben, ser det ud til, at Team Tvis Holstebro alligevel får et spændende hold i kvindernes håndboldliga næste sæson.

Klubben har skrevet kontrakt med den danske playmaker Anette Jensen, der vender hjem efter tre sæsoner i den norske klub Vipers.

Anette Jensen stammer oprindeligt fra Fredericia, men har også spillet i Slagelse. Hun har haft stor succes i Norge, hvor hun i sidste sæson blev ligatopscorer.

- Anette er en direkte og bevægelig spiller, der passer godt til den måde, vi gerne vil spille på i TTH, og samtidig er hun en dygtig forsvarsspiller, siger den kommende cheftræner i Team Tvis Holstebro, Pether Krautmeyer, i en pressemeddelelse.

Den vestjyske ligaklub har tidligere skrevet kontrakt med topscoreren i den danske håndboldliga, Jette Hansen, fra Silkeborg Voel.