Tvind-sag kører videre

Anklagemyndigheden i Tvind-sagen har vundet en lille sejr i den langtrukne sag. I dag afgjorde Højesteret nemlig, at anklageren godt kan køre en ankesag mod de fire tiltalte fra Tvind-imperiet, uden at sagen er blevet forkyndt for dem personligt.

291112_amdi.jpg

Helt ekstraordinært har højesteret i dag tilladt, at anklagemyndigheden kan forkynde anken mod de fire tiltalte via Statstidende. Anklagemyndigheden har ikke kunnet finde de fire, da de er rejst ud af landet, og man derfor ikke har kunnet forkynde anken personligt. Det skriver Ritzau.

I april måned kom Landsretten i Viborg til den samme konklusion. Men den afgørelse blev anket til Højesteret. Men nu er afgørelsen altså endelig.

- Det er mit håb, at ankesagen nu vil kunne gennemføres, og at de tiltalte vil møde op og medvirke til, at retten får det bedst mulige grundlag for at vurdere sagens forhold, som jo allerede i dag ligger ganske mange år tilbage, siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.

Tre af de tiltalte blev frikendt i byretten i 2006, mens en af de tiltalte, talsmanden Poul Jørgensen,i 2009 blev fundet skyldig i underslæb af særlig grov beskaffenhed og skattesvig. Han blev straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder.