Tvilum overtagelse: 3F er glade og lettede

Tvilums overtagelse vækker stor glæde hos 3F i Silkeborg, der ser frem til lysere tider.

Formanden fra 3F i Silkeborg, Jens Svenningsen.
Formanden fra 3F i Silkeborg, Jens Svenningsen.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Tvilum er blevet overtaget af en dansk investorgruppe, hvilket sikrer 504 medarbejderes job. Et hårde uger for de ansatte, har dermed fået en lykkelig slutning for langt størstedelen.

- Jeg synes jo først og fremmest, at det er godt, at Tvilum kan fortsætte. Det er selvfølgelig frygtelig trist, at godt 90 mennesker ikke får et nyt job i det nye Tvilum, men som udgangspunkt er vi rigtig glade og lettede over, at det fortsætter, siger Jens Svenningsen, der er formand for 3F i Silkeborg.

Det er en uge siden, Tvilum sendte alle medarbejdere hjem omkring middagstid, og i løbet af eftermiddagen blev de erklæret konkurs.

Sidenhen har der været massevis af møder, der havde til formål at få ført møbelfabrikken videre. Usikkerheden har dog været stor blandt de involverede.

- Det har været hårdt for alle. Alle medarbejdere har været meget usikre på, om de har et job bagefter. Jeg vil da også sige, at for dem, der har arbejdet med det, har det været nogle meget intense uger. Det har også fyldt rigtig meget for mig, siger Jens Svenningsen.  

Ovenpå den hårde uge er humøret da også steget gevaldigt efter nyheden om overtagelsen kom ud. Faktisk tror 3F i Silkeborg på, at flere vil komme i arbejde med tiden.

-  Vi har jo lov at tro, at den vil vokse igen, og der bliver flere jobs derude, når man får styr på tingene, så det er en stor lettelse. Det er rigtig positivt, siger Jens Svenningsen.