Tvilum-medarbejdere går ned i løn: - Jeg er ærgerlig

​Medarbejderne på møbelfabrikken Tvilum i Fårvang må enten acceptere en lønnedgang eller finde sig et andet arbejde.

Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Nu ligger det helt fast. De ansatte, der fik lov til at beholde deres job på Tvilum, går ned i løn.

Det fortæller virksomhedens fælles tillidsrepræsentant Frank Andersen til TV MIDTVEST.

Læs også Tvilum er blevet overtaget

- Jeg er ærgerlig. Det er næsten det eneste, jeg kan sige.

- Men det er trods alt bedre end at gå på understøttelse. Og det kan jeg også fornemme er holdningen blandt mange af medarbejderne. Der er mange, der kommer til at acceptere den her lønnedgang, siger Frank Andersen.

Mister fem kroner i timen

Helt konkret kommer hver enkelt medarbejder på Tvilum-fabrikken til at sige farvel til fem kroner i timen, og der er ingen garantier for at lønnedgangen vil blive vekslet til lønforhøjelse i fremtiden.

- Forhåbningen er, at vi kan hente det ind, når firmaet begynder at tjene penge igen. Men det er ikke noget, vi kan love. Lige nu er det bare et håb.

Tillidsrepræsentanten har endnu ikke overblik over, hvor mange der vælger at acceptere lønnedgangen.

100 har mistet jobbet

Møbelvirksomheden i Fårvang beskæftigede inden konkursen næsten 600 medarbejdere. Efter redningen af en dansk investorgruppe med Viking Trading ApS i spidsen kunne 500 dog forblive på arbejdspladsen mod en nedgang i lønnen.

Udover Viking Trading ApS er Tvilums stifterfamilie også med ombord i investorgruppen, hvor administrerende direktør, Torben Porsholdt fortsætter med den samme titel i det nye selskab.

Medarbejderne på Tvilum kan acceptere eller afslå lønnedgangen indtil på mandag.

Læs også Tvilum er solgt: 500 job bevares i Danmark