Tvangsfjernelse for millioner unødvendig

På tre år har Ringkøbing-Skjern Kommune brugt over 21 millioner kroner på at tvangsfjerne syv børn fra en familie i Tarm. Men det var slet ikke nødvendigt at bruge så mange penge på at fjerne børnene, mener kritikere

140115RingKommune.jpg

I 2010 blev syv børn fjernet fra en somalisk familie i Tarm, fordi faren var voldelig.

Siden dengang har Ringkøbing-Skjern Kommune i alt brugt 21,5 millioner kroner på at have børnene anbragt hos en plejefamilie i Sønderjylland.

Kunne være undgået

Men en stor del af den enorme udgift kunne man måske have undgået. I 2011 blev forældrene nemlig skilt, og ifølge flere eksperter kunne moderen sagtens selv have taget sig af børnene.

- Det er jo forfærdeligt. I første række selvfølgelig for børnene, men også at man kan spilde så mange penge på noget, hvor man kunne have gået en anden vej, siger Lars Buurgaard Sørensen, der er advokat for familien.

Forældreevner blev ikke undersøgt

Ifølge krisecentret i Herning, hvor moderen boede i halvandet år efter skilsmissen, har Ringkøbing-Skjern Kommune slet ikke undersøgt moderens forældreevner. Også selvom det er krisecenterets vurdering, at moderen var i stand til at tage sig af børnene.

Den påstand bakkes op af en psykolog-rapport, der konkluderer, at moderen "udviser tegn på væsentlige forældrekompetencer".

- De kontroverser, der tidligere havde været, fordi faren var voldelig, var der ikke mere efter skilsmissen. Så derfor er det helt åbenlyst, at man burde have undersøgt situationen på ny, siger Lars Buurgaard Sørensen.

Kommune: Fuld tillid til forløbet

Ringkøbing-Skjern Kommune mener ikke, at sagen er blevet håndteret forkert:

- Der er jo forskellige opfattelser af, hvad der kan være tilstrækkeligt i den her sammenhæng. Jeg har fuld tillid til, at vi har undersøgt både moderen, faderen og den samlede families kompetence for at få børnene retur, og det har jeg fuld tillid til er sket korrekt, siger René Rosenkilde, der er fagchef for Børn og Familie i kommunen.

De syv børn er stadig anbragt udenfor hjemmet. Ringkøbing-Skjern Kommune kan dermed se frem til at skulle betale yderligere fem millioner kroner i løbet af 2014 for tvangsfjernelsen.