TV2-fotograf skar fantrommer i stykker

TV2-fotograf skar fantrommer i stykker

En kameramand fra TV2 fik tilsyneladende nok af støjniveauet ved en håndboldkamp i weekenden. I hvert fald skar han fans' trommer i stykker (foto: Jens Anton Nordestgaard).

En kameramand fra TV2 dolkede lørdag nogle fantrommer i en ligakamp mellem FCM og VHK. Det skriver Ekstra Bladet.

- En TV2-kameramand gik op til vores trommeslagere i pausen, og uden videre skar han to kryds i trommerne med en hobbykniv - og så gik han ellers igen. Han var åbenbart irriteret over lydniveauet i hallen, og ja - det er jo en effektiv måde at stoppe det på, fortæller FCM-direktør Torben Kølbæk.

Får karantæne fra hallen

FCM har været i dialog med TV2, som undskylder episoden og nu vil undersøge sagen nærmere. Imidlertid får fotografen karantæne fra Ikast-Brande Arena.

- Vi er egentlig ikke så bekymrede for, hvordan han vil reagere fremadrettet. men der kan være nogle fans, der har set sig sure på ham, og så kan situationen pludselig ikke være så sikker, som vi ønsker det. Det er ikke livskarantæne, men vi må vente og se, hvor lang den bliver, siger Torben Kølbæk.

Torben Kølbæk har talt med kameramanden, der selv er overrasket over sin drastiske handling.