TV-reklamer sælger sommerhusferie

Storstilet reklame-kampagne skal lokke flere tyske turister i sommerhus

Reklamer skal sælge dansk sommerhusferie i tysk tv

For første gang forsøger en række brancheorganisationer nu at trække flere tyske turister til de danske sommerhuse med tv- og biografreklamer.

Godt otte millioner kroner er der satset på reklamer, der i de kommende uger vil rulle over skærmen på tysk tv. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

På den måde håber alliancen bag kampagnen, at ramme millioner af seere i delstaden Nordrhein-Westphalen, der rummer mange af de potentielle sommerhus-turister.

Det er sommerhusudlejningsselskabet Novasol, som sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme, Destination Sydvestjylland og Visitdenmark, står bag tv-reklamerne.

- Jeg er glad for at vi har kunnet samle kræfterne om en tv-kampagne, og på den måde nå ud til købestærke tyske turister med budskabet om sommerhus-ferie i Danmark, siger adm. direktør Jan Haapanen i Novasol til Jylland-Posten.

De tyske turister står for over halvdelen af udenlandske overnatninger i Danmark. Langt de fleste af dem foregår i et sommerhus ved vestkysten.

Efter en række år med faldende besøgstal har de tyske turister atter vendt sig mod Danmark, og den nye kampagne skal skal løfte denne tendens yderligere. Ud over at blive vist i tv, vil reklamerne kunne se i udvalgte biografer.