TV MIDTVEST ansætter ny digital chef

Nadia Nikolajeva kommer fra en stilling som redaktør for sociale medier på Metroxpress, og hun skal nu stå i spidsen for TV MIDTVESTs digitale strategi.

Nadia Nikolajeva har siden februar 2014 arbejdet med at udvikle Metroxpress på de sociale og digitale medier. Før det kom hun fra en stilling som digital reporter på Tv2.dk. Tidligere har hun arbejdet med unge målgrupper som musikredaktør hos Vi Unge og Mix hos Aller Media samt været vært og producer på The Voice TV. 30-årige Nadia Nikolajeva er især kendt for at være med til at udvikle og implementere de fem sociale kriterier hos Metroxpress, der får indhold til at slå igennem, og så underviser hun desuden hos Kaas og Mulvad i, hvordan man sætter journalistisk dagsorden på sociale medier.

- Sociale medier har en enorm betydning for mediebilledet i dag, så der er mere end nogensinde før brug for at tænke strategisk og kritisk, når man som medie skal agere på de platforme. Samtidig er der et meget interessant journalistisk potentiale i at bruge sociale medier til at engagere og involvere borgerne i fortællingerne, siger Nadia Nikolajeva.

TV-direktør Lone Sunesen ser frem til at få Nadia Nikolajeva til Holstebro, hvor hun skal bidrage til at styrke den digitale strategi og profil.

- At få Nadia Nikolajeva som digital chef er en gevinst for TV MIDTVEST. Jeg er meget glad for at kunne hente en så dygtig digital medarbejder fra landsmedierne i hovedstaden og til TV MIDTVEST som digital frontfigur. Nadia er en af landets dygtigste til journalistik på sociale og digitale medier. Det er en styrkelse af stationens ledelsesgruppe, og en klar strategisk satsning på at styrke vores digitale profil og ikke mindst skabe kontakt til flere yngre seere og brugere på de digitale platforme, siger Lone Sunesen.

Nadia Nikolajeva kom til Danmark fra Rusland som seksårig. Hun har boet i forskellige sjællandske byer og de seneste år i København. Hun ser jobbet på TV MIDTVEST som en enestående mulighed både fagligt og personligt.

- Jeg er ydmyg og stolt over at få lov til at give mig i kast med den meget interessante opgave det er at få TV MIDTVESTs fremragende journalistik ud til endnu flere med hjælp af de digitale muligheder. På mange måder er det en luksus-opgave med så stærkt fagligt udgangspunkt og den helt særlige position, TV MIDTVEST har i regionen.

Nadia Nikolajeva tiltræder 1. december.