Tv-hygge endte i drabsforsøg

28-årig mand fra Skive er sigtet for drabsforsøg og særlig grov vold, efter en hyggestund med bekendte torsdag eftermiddag. Årsagen var en strid om metadon.

Ny politibil front, udrykning 150713_0.jpg

Det, der skulle have været en hyggelig eftermiddag med håndbold i fjernsynet, endte grueligt galt for tre bekendte i Skive.

Fra tv-hygge til rå vold

En 28-årig mand var på besøg hos en 46-årig mand i Skive for at se håndbold. Undervejs i kampen kommer yderligere en 54-årig bekendt på besøg, og så udvikler hyggen sig til rå vold. Alle tre mænd er kendt af politiet fra misbrugsmiljøet og det, der sker, er ifølge politiassistent Torben Fruergaard fra Lokalpolitiet i Skive, at den 28-årige vil have de to andres metadon.

Tramper på sine ofre

Da de nægter at give ham det, går den 28-årige amok. Han tager et støtteben til en bordplade og tæver først den 54-årige, så han falder om. Herefter sparker han ham både i hovedet og på kroppen, og tramper på ham, mens han ligger ned.

Herefter slår den 28-årige løs på den 46-årige, som han kort forinden har set håndbold sammen med. Også han får spark i hovedet og på kroppen. Den 28-årige får så fat i en kniv og jagter herefter begge sin ofre rundt i lejligheden, mens han råber, at han vil slå dem ihjel. På et tidspunkt lykkes det de to mænd at få vristet kniven fra ham og få knækket bladet. Så smider de ham ud af lejligheden og ringer til politiet.

Overfaldsmanden ringede selv og meldte overfald

Den 28-årige ringede ifølge politiet også til alarmcentralen og meldte overfaldet. Her gik historien imidlertid på, at det var ham, der var offeret, og ikke gerningsmanden.

Både de forurettede og den sigtede er efterfølgende blevet undersøgt. Undersøgelsen viste, at den 46-årige havde en flænge i tindingen, blå mærker på kroppen og et hælaftryk i ryggen. Den 54-årige havde brækket kæben samt tre-fire ribben. Han havde også to flænger i hovedet og blå mærker. Den 28-årige havde ingen skader efter voldssagen, men var tilsyneladende påvirket af stoffer.

Undgår ikke fængsel

Den 28-årige er nu sigtet for drabsforsøg på den 54-årige samt for vold af særlig grov karakter mod den 54-årige. Ifølge Torben Fruergaard undgår den 28-årige ikke fængsel. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag ved middagstid, hvor han formentlig bliver varetægtsfængslet.