Tusinder til åbning af Elgiganten

Elgigantens åbning i Viborg trak mere end 2000 kunder de første to timer.

elgiganten.jpg

Elgiganten åbnede i dag en forretning i Viborg, og det fik flere tusinde kunder til at strømme til. Alene de første to timer besøgte mere end 2000 kunder forretningen. Det var langt mere end Silkeborg kunne i mandags, hvor der også blev åbnet en ny butik. Og det til trods for kraftig regn og blæst.

- Da jeg kørte hertil, da troede jeg, at det var et spørgsmål om at stå i kø i 10 minutter. Så overraskelsen den var jo stor, da der stort set var en kilometer lang kø, da jeg kom hertil, siger Thomas Gade fra Selde i Nordsalling.

Fantastisk start

Direktør for Elgiganten Danmark, Jesper Boysen, er ualmindelig tilfreds med åbningen i Viborg.

- Det har været en fantastisk start. Vi er meget, meget glade for at kunderne har været så loyale og stået flot i kø. Det er gået rigtig godt på trods af et rigtig, rigtig kraftig regnvejr, siger han til TV/MIDT-VEST.

Efter knap to timers åbning havde Elgiganten 1400 kunder igennem kasseapparaterne.