Tusinder af nordmænd har invaderet Herning

3.000 nordmænd har indtaget Herning, og det går ikke ubemærket hen.

Stemningen var høj, da TV MIDTVEST torsdag aften mødte de festglade nordmænd i det midtjyske natteliv. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

01:59

TV MIDTVEST mødte de norske ishockeyfans i Herning.

Luk video

Nordmændene er et festligt folk, og torsdag aften blev gruppen af nordmænd på heden udvidet væsentligt.

Flere tusinde nordmænd er nemlig taget til Danmark for at støtte det norske ishockeylandshold, der i eftermiddag møder Danmark. 

- Vi kom i dag, og vi er kommet for at blive, mand! 

Sådan forklarer Christian Løvdal fra Oslo, da TV MIDTVEST's reporter møder ham og kammeraterne på Piano Bar i Herning. Baren er for en stund blevet norsk hovedkvarter.

Læs også Politiet hylder ishockeytilskuere: - Vi bliver nødt til at rose dem

Hvordan er stemningen?

- Den er rigtig god. Vi kommer fra en lidt kedelig kamp (Norge tabte torsdag aften 5-0 til Canada, red.). Men det er opvarmning til i morgen, så det bliver godt, lyder det fra Christian Løvdal, der henviser til nordmændenes kamp mod Danmark. 

Herning frem for København

Det norske ishockeylandshold er i gruppe med Danmark, og alle gruppekampene skal nordmændene altså spille i Herning. Og det er bestemt ikke nogen ulempe, mener Roger Brekka Sletteberg, der har taget turen til Herning fra Kragerø i Norge: 

Roger Brekka Sletteberg har købt en kæmpe sæk med popcorn, som han gladeligt deler ud af. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

- Vi er rigtig glade for, at Norge er i gruppe med de gode lande og værtslandet Danmark her i Herning og ikke i København. For her har du det hyggeligere, og her er mere typisk dansk. Det er rigtig godt. 

Og Roger Brekka Sletteberg er heller ikke bleg for selv at bidrage til den gode stemning. 

- Vi deler popcorn ud til Herning. Vi synes, at det er en menneskeret at få lidt popcorn, når man drikker øl i Herning, så jeg har købt en sæk med popcorn i Boxen. Det er perfekt, forklarer han. 

Festen er vigtigst

Inden eftermiddagens kamp mod Danmark ligger Norge på puljens syvendeplads med bare tre point efter fire kampe. Og da TV MIDTVEST's reporter spørger Roger Brekka Sletteberg, hvad der er vigtigst, er han da heller ikke i tvivl.

- Festen!, svarer han uden at tøve. 

Kampen mellem Danmark og Norge spilles kl. 16:15 og kan følges live på TV2.

Selvom nordmændene netop havde tabt 5-0 til Canada, var der højt humør og fællessang. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST