Tusind squaredancere i Ikast

I denne weekend afholdes den europæiske squaredance konvention i Ikast, hvor over 1.000 deltagere fra 16 forskellige lande deltager.

I denne weekend er der en del flere strutskørter og texanerslips, end man ellers er vant til at se i Ikast. Over 1.000 squaredansere fra hele Europa holder lørdag og søndag til i Ikast. Her afholdes den europæiske squaredance konvention.

Det er anden gang, det store europæiske stævne afholdes i Danmark, og de mange deltagere glæder formanden for Squaredance Danmark:

- Det er rigtig flot med så mange dansere. Det er længe siden, vi har haft så mange dansere samlet på én gang i Danmark, siger Lotte Vangsgaard.

Det europæiske stævne afholdes hvert andet år, og sidst fandt det sted i København.

Så godt som en dating-side

Foruden motion og glæde er der endnu en sidegevinst ved at gå til squaredance. Det er et godt sted at mødes, hvis man savner en kæreste.

Det har Susanne Simonsen fra Ikast og Peter Tang fra Ulfborg erfaret. For et år siden fandt de sammen gennem deres dans og fælles interesse i Hedens squaredanceklub i Ikast.

- Vi fandt sammen gennem dansen. Vi dansede sammen i klubben, og så var der lige en julefrokost, der kom imellem os, siger en smilende Peter Tang.

Formanden for Squaredance Danmark forsikrer, at det er et godt sted at komme, hvis man savner en partner til lidt mere end bare at danse.

- Det er lige så godt som en dating-side. Der er rigtig mange, der har mødt hinanden gennem squaredance, siger Lotte Vangsgaard.

Se en reportage fra dagens squaredance-opvisning på Torvet i Ikast og mød danseparret kl. 19.30:

01:49 Luk video